Ikke en solplet
15. maj
Credit: NASA/Thierry Legault
Hvis man fulgte med på NASA TV i løbet af eftermiddagen og aftenen igår, kunne man opleve den første af de i alt fem planlagte rumvandringer, som astronauterne på rumfærgen Atlantis skal gennemføre for at bringe rumteleskopet Hubble i en ny og forbedret stand, så det fortsat kan hjælpe astronomer med at se endnu dybere ud universet. Men med lidt teknisk snilde var det også muligt at fotografere sammenkoblingen mellem Hubbel teleskopet og Atlantis ved højlys dag! I en afstand af ca. 600 km over Jordens overflade fylder de to ikke meget i forhold til resten af himlen, men på dette billede kan man se både rumfærge og teleskop okkultere en del af Solen. Den store plet er Atlantis, mens Hubble, der er på størrelse med en bus, kan ses som en svag prik nedenunder.